Tanker omkring den 9. maj.
Klaring af nogle begreber.
Det skaber forvirring hos mange, når de russiske medier omtaler styret i Ukraine som nazistisk – og om ikke hele styret, så da i hvert fald en mere eller mindre selvbestaltet del af landets væbnede styrker. Har Ukraine da ikke en jødisk præsident? Hvordan kan det så forenes?
Nuvel, vi må her prøve at skabe et helhedsbillede af denne unægtelig noget forvirrende situation. Vi må i den forbindelse først beskæftige os kort med Stepan Bandera, der i dag officielt betragtes som ukrainsk frihedshelt. Det er da også rigtigt, at han efter den første verdenskrig, da det vestlige Ukraine blev en del af Polen på trods af, at befolkningsflertallet ikke var polsk, skabte en ukrainsk frihedsbevægelse og blev dødsdømt af polakkerne for at have være med til at planlægge attentatet på den polske indenrigsminister. Dommen blev dog ændret til livsvarigt fængsel, og da Hitler og Stalin delte Polen, blev han frigivet og flyttede til den tyskbesatte del, hvor han søgte indflydelse i ledende tyske kredse. Da Tyskland angreb Sovjetunionen, så han sin chance ogudråbte en selvstændig ukrainsk republik, idet han lovede at samarbejde med tyskerne. Han blev straks arresteret af Gestapo, sat i husarrest og senere sent i KZ-lejren Sachsenhausen. Et selvstændigt Ukraine var ikke en del af Hitlers plan. Han gjorde ingen forskel på ukrainere og russere. Han foragtede dem alle og ønskede at kolonisere hele området indtil Ural og forvandle det til ”blomstrende tyske landsbyer”, hvor ”de indfødte” skulle enten udryddes eller indtage rollen som tyskernes slaver. De skulle kun lige have den skolegang, der satte dem i stand til at forstå ordrer og udføre simpelt arbejde. Dette udbreder han sig helt uden blusel udførligt om i sine Monologer i førerhovedkvarteret. Der var forståeligvis kun en lille inderkreds, der vidste besked om disse visioner, og i 1944 kunne det jo godt se ud, som om de ikke lige uden videre kunne realiseres. Han fik på dette tidspunkt en henvendelse fra ledende militære kredse, der gjorde det klart for ham, at han havde brug for al den hjælp, han kunne få – bl.a. fra Bandera. Måske kunne uviljen mod Stalin, specielt i Ukraine, standse tilbagetoget. Det var naturligvis alt for sent, men Banderablev nu til kollaboratør med tyskerne. Ved Tysklands sammenbrud tog han ophold i Tyskland, men med myrdet af KGB som forræder i 1959.
Da Ukraine efter 1991 for første gang i historien blev et rigtigt selvstændigt land, blev kollaboratøren pludselig til en helt, og under Maidan-opstanden mod Ukraines daværende lovligt valgte regering fik Bandera-dyrkelsen et ordentligt løft. Man tog de nazistiske symboler frem og paraderede med dem i gaderne, og den såkaldte Asov-bataljon bærer dem i dag på uniformerne. Når det lykkes russerne at storme deres reder i Donbas, finder de materiale, der utvetydigt stammer fra trediverne. Efter Maidanflokkedes europæiske højrefløjsfolk om de ukrainske nationalister/nationalsocialister – ikke så meget for at støtte dem, men mere for at få deres støtte. De blev imidlertid skuffede.
Jeg kender ikke Asov-folkene eller nogen af de andre nationalistiske grupper i Ukraine. Jeg kan ikke bedømme, hvilke politiske, økonomiske og ideologiske visioner de måtte have, om nogen overhovedet. I Rusland er disse mennesker imidlertid nazister. Og her er man nødt til at prøve at se situationen fra russisk side. Ikke nok med, at Bandera juridisk set var landsforræder på det rent teoretiske plan. Han ønskede at myrde så mange russere som muligt. Og de, der i dag dyrker ham følger op på det! Jeg henviser til det ukrainske fjernsyns opfordringer til at følge Eichmann og dræbe de russiske børn – og til de øvrige kilder, jeg har henvist til andetsteds.
Man må forstå, at den anden verdenskrig er det største traume i russisk historie. Lenin, Stalin og alt det der er interne sager. I den store fædrelandskrig, som den anden verdenskrig hedder i den russiske verden, var det en fremmed magt, der ville tilintetgøre fædrelandet. Det forenede de allerfleste russere og andre sovjetborgere. Stalin rakte endog hånden ud til den ellers så forhadte kirke, og denne tog den udstrakte hånd. Tyskland blev godt nok slået, men 27 millioner sovjetborgere mistede livet i kampene – det var syvogtyve millioner. Og i modsætning til visse andre, der taler om milliontab, kan man her sætte navne på. Nok ikke på dem alle, men man arbejder stadig på sagen. Der er ikke én sovjetisk familie, der ikke har mistet familiemedlemmer i denne krig, der stadig er som et åbent sår i hele nationen. Hver evige eneste by, stor eller lille, ja, hver eneste landsby, har et krigsmonument med navnene på de lokale faldne. Det er tit meget store anlæg. De største er nok Stalingrad, Leningrad, Kursk og den store gravplads uden for Moskva ad vejen mod Tula. Men selv små og intetsigende byer kan have store monumenter. Jeg var for nylig i Slavgorod, en mindre by på den sibiriske steppe. Den har ganske vist et stort, men meget tyndt befolket opland. I dette område havde mange ukrainere bosat sig kort efter 1900 – og mange tyskere. Navnene på monumentet taler deres tydelige sprog. I denne krig havde tyskere kæmpet side og side med ukrainere og russere imod tyskere. Det er en så tragisk og så meningsløs historie, at den ikke kan lade nogen uberørt. Intet kan retfærdiggøre dette tyske felttog – og det er det, der mere end noget andet i dag er ved at lægge Europa i graven!
Jeg havde i lang tid skyet den 9. maj i Moskva, men for 4 år siden gik jeg med i de civiles parade over Den Røde Plads. Det var en stor oplevelse, og den gav et glimrende indblik i, hvad denne krig har betydet for russerne. Og det er i høj grad også den, der har gjort dem bange og skeptiske over for Vesten. To gange inden for de sidste 200 år er de blevet rendt over ende af vestlige hære, som dog begge gange har fået så læsterlige klø. Første verdenskrig var speciel, idet den faldt sammen med revolutionen, men tyskerne var også her tæt på Moskva, da fløjten lød. Rusland ser i dag en fjendtlig magt, i realiteten USA, krybe stadig nærmere den russiske grænse. USA er beskyttet af sin geografi. Det er Rusland ikke! Og det er ikke mange dage siden, at USA sendte en skarp protest til Salomonøerne, en lille østat nord for Australien, fordi man efter sigende havde planer om at lade kineserne bygge en flådebase der. Her gælder princippet om, at små selvstændige lande selv har ret til at vælge deres venner ikke! For nogle måneder siden var det Ækvatorialguinea, der fik en sådan note. De kan heller ikke vælge deres venner!
Når man så tilmed oplever at se en sovjetisk landsforræder hævet til heltestatus og fortidens symboler og slagord luftet lige op ad sin grænse, så er det klart, at alle alarmlamper blinker rødt. Forstil dig, at det tyske mindretal i Sønderjylland tog hagekorsfanerne frem igen og gav sig til at marchere i gaderne med krav om at komme ”heim ins Reich”. Jeg er nok klart over, at dette scenarie ikke er hverken sandsynligt eller helt parallelt, men jeg ved også, at der kun skal en håndfuld forvirrede studenter med hagekorsplakater til at udløse de helt store overskrifter, debatter i folketinget osv. Og Danmark har haft en luksusbesættelse med meget få dræbte, fordi man i praksis var allieret med Tyskland under krigen. Forestil jer, at vi havde haft flere hundredetusind dræbte!
Og dertil kommer USA’s og Vesteuropas manglende afstandtagen fra disse kræfter – som, selv om de så lagde våbnene fra sig, vil stå til langvarige fængselsstraffe i både Tyskland, Østrig (20 års tugthus), Holland, Frankrig osv. Bortset fra at opfordringerne til mord på russere i sig selv ville være særdeles strafbare i alle EU-lande. Ja, når det lægges sammen, er det for russerne klart, at man står over for en samlet nazistisk trussel. Disse mennesker er fast besluttede på at begå et folkemord på russerne ved hjælp af amerikanske atomvåben.
Som alt andet russisk, forstå man ikke det i Vesten. Her er nazisme noget med at hade jøder, indvandrere, EU, Nato, USA osv. Og Ukraine vil jo netop ind i EU og Nato – og har altså som allerede nævnt en jødisk præsident, der ejes af Ukraines jødiske oligarker i tæt samarbejde med USA. Det kan man ikke få til at passe, selv om de pågældende ukrainere jo egentlig selv definerer sig som nazister. Dette forhold bliver imidlertid underspillet i vestlige medier.
Rusland har vel i mellemtiden opgivet at formidle noget til Vesten. Det vil ikke forstå det, og den kan ikke forstå, fordi det vestlige menneske er katastrofalt dårligt uddannet. Rusland kommunikerer her især med hjemmefronten – og den forstår budskabet!
Det ligner jo godt nok et klassisk paradoks, men det skyldes jo, at alle bedømmer verden ud fra deres egne forudsætninger og erfaringer. Det er imidlertid skidt, når man i Vesten synes, at det er helt i orden at ville slå andre europæere ihjel. Det er sindssyge – uanset ideologi!
Min personlige holdning er helt principielt, at nutidens problemer skal behandles ud fra de aktuelle omstændigheder – og ikke ud fra omstændighederne for 100 år siden. Både min sunde fornuft og min bitre erfaring siger mig, at enhver bevægelse – og jeg mener virkelig enhver bevægelse – skal tage udgangspunkt i sin samtid og for enhver pris undgå at blive indfanget af fortidens vildfarelser og synder. Det vil afspore enhver diskussion og forhindre enhver fremgang. Det ser ud, som om vore hjemlige kommunister har lært det, men den såkaldte højrefløj er uhjælpeligt bagefter.
Der er også nogle, der undrer sig over Putins fordømmelse af nationalisme. Er han da ikke selv nationalist? Nej, han er patriot, dvs. han hylder den russiske føderation som sit fædreland. Men den russiske føderation er netop en føderation, et produkt af den russiske historie. I Rusland lever der ca. 300 forskellige etniske og religiøse grupper. Hvis hver af disse grupper ville hævde deres eget og ikke helhedens, ville helheden gå i opløsning, og de små grupper ville gå med, idet de i det store spil ville være betydningsløse. Kun sammen med de andre vil de kunne blive til noget. Som Marcus Aurelius sagde: ”Hvad der er godt for sværmen, er godt for bien!” En selvhævdelse inden for grupperne – det er det, der på disse kanter er nationalisme. Her i Kasakhstan, hvor jeg pt. befinder mig, er nationalisme forbudt – for her er der også utallige forskellige folkeslag. Patriotisme, derimod, er nærmest påbudt og tager form som en persondyrkelse af landets første præsident, som også – i modsætning til Zelenskij forstod, hvad der er i hans lands interesse. Selvstændighed, ja, men i fred og fordragelighed med Rusland – ikke i modsætning til Rusland. Det kommer der nemlig kun ulykke ud af.
Der kan skrives meget om russisk nationalitetspolitik. Det vil blive ved en anden lejlighed! Livet er meget nemmere i små nationalstater uden nævneværdige mindretal. Det er derfor, Europa skal bevare dem. Men Rusland har haft en meget anderledes historie, som sammen med geografien og klimaet har været ved til at forme dagens russiske samfund og det russiske menneske. Det vil vi imidlertid også vende tilbage til ved anden lejlighed.
Riis-Knudsen Povl Heinrich (c)
P. S. Интервью автора статьи одному из каналов российского телевидения: